Det er blevet fristende at lade AI analysere og rette i din Google Ads-konto, men det kan blive en dyr fornøjelse. Du risikerer alt fra suspenderede konti til tabte forretningsdata og misvisende nøgletal. Bliv klogere på de største og mest kritiske risici ved at lade AI tage over på din annoncering.
Det er blevet nemt – næsten for nemt. Med AI-værktøjer som Claude kan du i dag koble dig på din Google Ads-konto og få en komplet analyse af dine kampagner på få minutter: spildte annoncekroner, dårlige søgeord, forkerte budstrategier. Nogle værktøjer går skridtet videre og lader AI’en selv ændre i kontoen – pause kampagner, flytte budgetter og justere bud.
Fristelsen er til at forstå. Men før du giver en AI fri adgang til din Google Ads-konto, er der fire risici, du bør kende.
Google har i over et årti haft regler mod uautoriseret automatiseret aktivitet. Automatisering er kun tilladt gennem Googles officielle API med godkendte integrationer. Når et AI-værktøj i stedet logger ind og styrer kontoen gennem browseren, som var det et menneske, ligner det en bot for Googles sikkerhedssystemer – og bots bliver flagget.
Branchen har allerede set, hvor galt det kan gå: Hos Meta har annoncører fået permanent lukket hele deres annonceportefølje, efter at AI-agenter med skriveadgang optimerede kontiene i maskintempo. Googles sanktioner har hidtil været mildere, typisk review eller suspendering frem for permanent lukning, men mekanismen er den samme: Systemerne vurderer adfærdsmønstre, ikke gode intentioner.
Din Google Ads-konto indeholder følsomme forretningsdata: annonceforbrug, kundeakvisitionsomkostninger, konverteringsdata og målgrupper. Når du kører de data gennem et AI-værktøj, bør du vide, hvor de bliver behandlet, hvad der gemmes, og hvem der kan få adgang. Alligevel florerer der utallige guides, som viser, hvordan ‘hvem som helst kan auditere enhver konto med AI’ – uden at nævne datasikkerhed med ét ord. Vores anbefaling er klar: Brugen af AI på kontodata skal altid være aftalt og gennemsigtig, uanset om det er internt eller hos en samarbejdspartner.
En AI-analyse måler din konto op mod generelle ‘best practices’. Det lyder fint, men best practices er et udgangspunkt – ikke en facitliste. AI’en ved ikke, at din kampagnestruktur ser ‘forkert’ ud, fordi du har testet fjorten andre tilgange, og netop denne virker i din niche. Den ved ikke, at dine ‘for dyre’ kliks konverterer tre gange bedre end gennemsnittet.
Vi ser det jævnligt i praksis: AI-analyser af annoncekonti, der lyder overbevisende og er flot sat op – men som rammer forkert, fordi AI’en mangler den kontekst, som kun teamet bag kontoen har. En flot rapport er ikke det samme som en rigtig rapport.
Når en AI-agent kun ser Google Ads-data, optimerer den i et lukket kredsløb: Den jagter platformens egne målepunkter, som ikke nødvendigvis hænger sammen med din faktiske indtjening. I værste fald forbedrer agenten sine egne rapporterede tal, mens forretningen taber penge. Dertil kommer, at sprogmodeller er probabilistiske – de forudsiger, de eksekverer ikke regler som et script. Samme prompt kan give forskellige handlinger, og det er et problem, når handlingerne sker live i en konto med rigtige penge.
AI er et fremragende værktøj til at finde muligheder i din Google Ads-konto – hurtigere og billigere end nogensinde. Men den mangler dømmekraften til at vide, hvilke muligheder der er værd at forfølge, og den forkerte tekniske opsætning kan i værste fald koste dig kontoen. Lad AI’en analysere. Lad mennesker beslutte.
Ring eller skriv gerne, så tager vi gerne en snak om, hvordan vi kan hjælpe jer.
Del på sociale medier
13. feb, 2026
25. feb, 2025
09. feb, 2022
01. dec, 2017
26. okt, 2017
07. aug, 2017